Sider

tirsdag den 13. december 2016

Hjertetæppet -det endelige resultat

Kan se jeg aldrig har fået vist det endelige resultat af tæppet til Felix :-)


Jeg sluttede hele tæppet af med en hæklet kant i muslinemønster. Først hæklede jeg 3 rækker fm, hvoraf den ene er i en kontrast farve.


Selvom tæppet først var færdig noget tid efter han kom til verden, er det blevet brugt rigtig godt, og han er så glad for hans tæppe den dag i dag. Derfor må der også et nyt tæppe til, til lillebror inde i maven. :-)

Jeg er allerede godt igang emd det næste tæppe, så håber meget at jeg når at blive færdig med dette inden lillebror melder sin ankomst til marts.


Lillebrors tæppe er hæklet i 50/50% bambus/bomuld og er vildt blødt :-) Mønsteret er ananasbølger.
Hold nu op det sluger noget garn det mønster. Tæppet måler ca. 85 cm og hver farvestribe er lige knap et helt nøgle, så regner med at jeg ender på 20 nøgler i alt.. Men lækkert bliver det :-)

onsdag den 9. november 2016

En lille ny til familien

Vi er så heldige, at få endnu en lille dreng i huset start marts, så tror bestemt ikke vi kommer til at kede os mindre af den grund.

Selvom der jo selvfølelig er en masse ting der kan genbruges fra storebror, så skal lillebror da også have sine egne ting :-) og så er det jo også hyggeligt at lave noget nyt til den lille inde i maven.

Det første jeg har hæklet til lillebror, er denne søde tobenet bjørn


Der er sket lidt siden sidst

Det er vidst ved at være et stykke tid siden der er sket noget herinde på bloggen. Det betyder dog ikke at der ike har været nok kreativitet hos mig.  Men med nyt job og et barn der også skal have min tid, så er det ikke bloggen der står i første række :-)

Det er bl.a. blevet til nogle slanger. Her er kun et lille udpluk af de slanger der er blevet syet i årets løb :-)




Syede bl.a. en til mindste niecen i fødselsdagsgave. Kunne ikke lige huske hvor lang storesøsters var, så det endte med at lillesøsters blev et felt længere og så brød verden jo helt sammen. Storesøster mente helt bestemt de skulle bytte. Hmm den fejl laver faster ikke igen. -altid husk at tjekke op på sådan noget :-D

Lidt flere enbenede kaniner er det også blevet til. Her er en udgave til vores genbo som fik en lille pige i foråret. Opskriften findes her.


Der kom også en lidt anden udgave af den tobenede hæklet kanin :-)


Sammen med den alternative tobenede kanin fik jeg også lavet et en nusseklud til barselsgave til min kusines super seje lille dreng. Grundopskriften til nussekluden findes her.


Kan huske min mor altid har haft en kartoffelvarmer, men hendes var ved at være godt slidt, så tænkte jeg hellere måtte få lavet en ny til hende :-)
Opskriften på kartoffelvarmeren kan findes her.


 Har også forsøgt mig med et par stykker af bjørnen bartram. Dette er en udgave til min gode venindes datter :-) Hvis man har lyst til at hækle Bjørnen Bertram, skal man trykke her.



mandag den 30. november 2015

Små luffer

Så blev det virkelig koldt udenfor, og i bettemandens vuggestue efterlyste de nogle små handsker og en lille hue, evt. elefanthue han kunne sove med nu det var blevet så koldt.

Vi skal ellers ikke selv have noget som helst med til hans middagslur andet end sutter, nusseklud osv, så have ikke lige regnet med jeg skulle have haft anskaffet mig hue og handsker dertil. Har ellers et sæt vi bruger herhjemme i weekenden, men så skal man jo huske at have det med frem og tilbage, og der er rigeligt der skal den vej hver weekend.

Har jo syet den fine elefanthue til ham, som vi bruger under cykelhjelmen, men den er ved at være for kold, så det er nu blevet til sovehue i stedet :-)

Efter de havde fået efterspurgt nogle handsker, var det hjem samme aften og få produceret nogle små luffer. Selvfølgelig skulle de være matchene med huen ;-)


Da han bare skal sove med den, har jeg bare lavet en luffe uden plads til tommelfingeren. De er lavet i dobbelt lag jersey, med ribkant ved håndledet, så de gerne skulle blive på. Så må vi se hvor længe de er varme nok, og ellers må jeg jo få lavet nogle med fleece indvendigt.

tirsdag den 17. november 2015

Bettemandens første hjemmesyede body

Så har jeg langt om længe fået syet noget tøj til bettemanden, udover det rent praktiske som huer og overtræksbukser.

Har længe tænkt jeg gerne ville sy en body til ham, men det møsnter jeg har fra stof og stil er kun str. 3 mdr, og det er han jo vokset ud af, for alt for længe siden :-)

Via bloggen laralil.dk, fandt jeg en henvisning til en anden blog, hvor der er et gratis mønster til udprint i str 46-98 (Tryk her for at komme til mønsteret). Det hele står på tysk, så skulle godt nok lige tænke mig om engang imellem. Der ligger en udgave med amerikansk lukning, en med rund hals og en med knapper ved halsen.

Når man lige har fundet ud af hvilken model man vil have, er resten forholdsvis enkelt :-)

Da det ikke var et mønster jeg kendte i forvejen, var jeg spændt på hvordan den ville være til bettemanden. Den er bare super god i pasform synes jeg, så det er helt sikkert ikke den sidste jeg får syet, og nu har jeg jo så også i mange størrelser :-)


Body'er er så lette og hurtige at sy, men må indrømme at jeg virkelig manglede maskinen vi havde på skolen når der skal syes kantebånd på. Tror aldrig jeg bliver kæmpe fan af at gøre det på den manuelle måde, så bodyen kom også til at ligge et godt stykke tid inden jeg fik taget mig sammen til at sy kantebånd på :-) Men færdig blev den, og den er bare super god.

fredag den 13. november 2015

Lidt tøj til de små niecer

Så er min lille niece også blevet navngivet, og ligesom storesøster, skulle hun da også have noget hjemmesyet fra faster. :-)

Jeg smuttede på bibliotekket for at finde lidt inspiration. Fik et par bøger med hjem, og endte med at få lidt inspiration i denne bog:


Det blev til et par baby bloomers. Mønsteret er i 2 str. 6-12 mdr og 12-18 mdr. Det eneste der er forskel på de 2 størrelser, er længden. Umiddelbart synes jeg mønsteret så stort ud, men blev enige med mig selv om, at nu måtte jeg prøve, og så går der bare længere tid inden hun kan passe dem. Prøvede dem lige hurtigt på bettemanden da de var syet, og han kunne fint passe dem, trods at han er 14 mdr...


I bunden af benet har jeg valgt at sy en piping i og så kontrast stof indvendigt. Indvendigt i linningen har jeg tilsvarende valgt at sætte kontrast stof. Det er ikke noget man kommer til at se voldsom meget, men en lækker lille detalje, som bare lige gør produktet lidt mere lækkert :-)


Jeg valgte også at påsætte en fin lille lomme med knap på forstykket, bare for at lave en lille ekstra detalje :-) Der er kontrast stoffet brugt som øverste kant, og samtidig har jeg valgt at lave en lille detalje med piping, så der er en fin rød tråd i det hele :-)


Når man nu er storesøster, så skal man ikke snydes bare fordi det er lillesøster der er i centrum, så selvfølgelig skulle hun også have en lille ting. Fik inspiration i samme bog, til en nederdel. Jeg har valgt at nederdelen skal holdes i samme farver og nogenlunde samme detaljer som shortsene, så de er "ens" :-)

Det er en rimelig simpel nederdel. Har taget et bredt stykke stof og klippet i den højde jeg nu ønsker. Syet det sammen bag og så ellers trukket en elastik i taljen. Derudover er der lavet diverse detaljer som jeg lige har haft lyst til


Ved nederdelen er kontraststoffet dog ikke indvendigt i bunden, men her har jeg valgt at sætte det på som et ekstra stykke, og så igen med piping, for lige at give en ekstra detalje. Der er dog kontrast stof indvendigt ved taljen.


Lommen på nederdelen er lavet på samme måde som den på shortsene til lillesøster.


Jeg er blevet meget godt tilfreds med resultatet, bortset fra at jeg er lidt træt af at shortsene er så store i størrelsen.


Lillesøster fik lidt ekstra tøj i gaven, så hun fik et helt sæt. Ville gerne have syet det hele, men det har der desværre ikke været tid til denne gang.

fredag den 9. oktober 2015

En sød lille drage

Så blev dragen langt om længe færdig. Fik jo nogle bøger med søde hækleopskrifter i, i fødseslsdagsgave sidste år. Den ene bog var fra bettemanden, så måtte jo hellere få hæklet noget mere til ham.

Gik derfor igang med at hækle en drage for noget tid siden. Da jeg så kom til armene gik jeg lidt i stå. Er bare ikke gode venner med at skulle hækle noget der er så småt og smalt. Da den derfor havde ligget i posen i et stykke tid og kigget, blev jeg enig med mig selv om, at nu skulle den altså være færdig, så jeg kunne hækle noget andet med god samvittighed :-)



Da jeg så først kom igang med den igen, så var det jo slet ikke så slemt. -Armene skulle bare lige overståes :-)

Jeg har dog valgt at lave nogle andre øjne end i opskriften, da der ifølge opskriften bare skulle være en sort prik. Derudover har jeg heller ikke sat kløer på armene, da jeg synes det blev alt for voldsomt.

Er spændt på om bettemanden får interesse for den. Den har stået halvfærdig på bordet nogle dage, og han har bestemt ikke vist stor interesse for den. Han har da lige kunnet kigge og måske lige gå lidt med den, men fhernbetjeningen som var ved siden af, ja den var altså 10 gange mere spændende ;-)