Sider

Viser opslag med etiketten Hækling. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Hækling. Vis alle opslag

torsdag den 22. juni 2017

Hæklet kanin

Vi ventede i spænding herhjemme, på at lillebror skulle komme ud at hilse på. Jeg var ved at være godt rastløs, men ville heller ikke begynde på det store, da jeg vidste det ville komme til at ligge længe inden jeg kunne få det gjort færdigt.

Jeg så den fineste hæklet kanin på søstrene grenes hjemmeside, og besluttede mig for at det måtte være mit "vente" projekt.


Jeg kom godt igang med kaninen, som jeg vil mene er meget let. Dog valgte lillebror, 13 dage over tid, at kigge ud til os, så blev ikke helt færdig inden han kom til verden, men nu er den langt om læne blevet færdig :-)

torsdag den 16. februar 2017

Dino nusseklud hoppede af nålen

Selvfølgelig skal lillebror også have en fin nusseklud når nu storebror har en. Helt fra starten var jeg sikker på den skulle have samme form som storebrors, men med andre detaljer osv. Begyndte derfor at kigge lidt rundt på det kære net, og fandt nogle super søde nogle, som lignede små drager. Der var jo selvfølgelig ikke nogen gratis opskrift, så tænkte, at det måtte man da kunne lave uden :-) Billederne nedenfor er dem jeg har brugt til inspiration og er fundet på pinterest.


Jeg startede med at lave kluden ud fra min egen opskrift, som findes under DIY. Derefter var det egentlig bare at prøve sig frem, indtil jeg kom frem til det resultat jeg gerne ville have :-) Har dog valgt at lillebrors ikke skal have kløer. Den største grund er simpelthen fordi jeg synes de er så små og trælse at lave, og den er jo også fin nok uden ;-)




Efterfølgende tænker jeg, at jeg synes det er utroligt det netop var denne jeg valgte at lave, da jeg jo normalt hader montering. Og hold nu op hvor er der mange små dele der skal monteres på den :-)

Jeg er blevet super glad for resultatet, og så må vi bare håbe lillebror på sigt bliver ligeså glad for den, som storebror er for sin :-)

I starten da jeg begyndte at lave den, mente storebror at den var til ham, og så kunne lillebror sådan set bare få hans, men det er kommet så langt, at det helt sikkert er lillebrors, og at de bare kan lege sammen med den. 💕 -og når vi får besøg, får folk også at vide at det er lillebrors. Han skal nok blive en god storebror :-)

mandag den 13. februar 2017

Tæppe til lillebror

Jubii jeg blev færdig med tæppet til lillebror inden han er komemt til verden. Frygtede lidt at det var alt for sent jeg begyndte på tæppet, når jeg tænker på hvor længe jeg var igang med tæppet til storebror.


Mener jeg har brugt 2-3 mdr på det. I første omgang brugte jeg et godt stykke tid til at finde ud af hvilket mønster jeg ville hækle i. Var fast besluttet på at det ikke skulle være med sindsyg mange farveskift hele tiden så der ville være 1000 ender at hæfte. Det skulle være et mønster der var fint i sig selv og ikke nødvendigvis skulle være i flere farver.

Jeg kiggede på diverse sidder på nettet og i min store hæklebog, og fladt over mønsteret "hæklet ananas bølger". Det blev godkendt af  kæresten og så var det ellers ud at finde noget garn. Inden jeg tog afsted, havde jeg besluttet mig for at det skulle hækles i Bambus, evt en blanding med bambus.


Fandt noget super lækkert garn i 50/50 bomuld/bambus. Kunne jo selvfølgelig ikke beslutte mig for farverne, så det endte med at tæppet måtte blive i striber af 5 farver :-)

Da tæppet var færdigt, gav jeg det en hurtig skyller i maskinen og så blev det ellers spændt ud og måtte liggge nogle dage inden det tørrede. Det er utroligt hvad det gør for resultat at det bliver spændt ud.

Jeg er blevet super godt tilfreds med tæppet, og glæder mig helt vildt til at skulle pakke lillebror ind i det.

Hvis jeg skulle ændre noget, ville jeg have brugt en nål 0,5-1 nr større, så det vil være lidt løsere i det.

Mønsteret tager også overraskende meget garn, så har faktisk brugt knap 17 nøgler og tæppet måler ca 80x120, men som skrevet, så er jeg vildt glad for resultatet og så er det et dejlig blødt tæppe i lækre farver :-)

tirsdag den 13. december 2016

Hjertetæppet -det endelige resultat

Kan se jeg aldrig har fået vist det endelige resultat af tæppet til Felix :-)


Jeg sluttede hele tæppet af med en hæklet kant i muslinemønster. Først hæklede jeg 3 rækker fm, hvoraf den ene er i en kontrast farve.


Selvom tæppet først var færdig noget tid efter han kom til verden, er det blevet brugt rigtig godt, og han er så glad for hans tæppe den dag i dag. Derfor må der også et nyt tæppe til, til lillebror inde i maven. :-)

Jeg er allerede godt igang emd det næste tæppe, så håber meget at jeg når at blive færdig med dette inden lillebror melder sin ankomst til marts.


Lillebrors tæppe er hæklet i 50/50% bambus/bomuld og er vildt blødt :-) Mønsteret er ananasbølger.
Hold nu op det sluger noget garn det mønster. Tæppet måler ca. 85 cm og hver farvestribe er lige knap et helt nøgle, så regner med at jeg ender på 20 nøgler i alt.. Men lækkert bliver det :-)

onsdag den 9. november 2016

En lille ny til familien

Vi er så heldige, at få endnu en lille dreng i huset start marts, så tror bestemt ikke vi kommer til at kede os mindre af den grund.

Selvom der jo selvfølelig er en masse ting der kan genbruges fra storebror, så skal lillebror da også have sine egne ting :-) og så er det jo også hyggeligt at lave noget nyt til den lille inde i maven.

Det første jeg har hæklet til lillebror, er denne søde tobenet bjørn


Der er sket lidt siden sidst

Det er vidst ved at være et stykke tid siden der er sket noget herinde på bloggen. Det betyder dog ikke at der ike har været nok kreativitet hos mig.  Men med nyt job og et barn der også skal have min tid, så er det ikke bloggen der står i første række :-)

Det er bl.a. blevet til nogle slanger. Her er kun et lille udpluk af de slanger der er blevet syet i årets løb :-)




Syede bl.a. en til mindste niecen i fødselsdagsgave. Kunne ikke lige huske hvor lang storesøsters var, så det endte med at lillesøsters blev et felt længere og så brød verden jo helt sammen. Storesøster mente helt bestemt de skulle bytte. Hmm den fejl laver faster ikke igen. -altid husk at tjekke op på sådan noget :-D

Lidt flere enbenede kaniner er det også blevet til. Her er en udgave til vores genbo som fik en lille pige i foråret. Opskriften findes her.


Der kom også en lidt anden udgave af den tobenede hæklet kanin :-)


Sammen med den alternative tobenede kanin fik jeg også lavet et en nusseklud til barselsgave til min kusines super seje lille dreng. Grundopskriften til nussekluden findes her.


Kan huske min mor altid har haft en kartoffelvarmer, men hendes var ved at være godt slidt, så tænkte jeg hellere måtte få lavet en ny til hende :-)
Opskriften på kartoffelvarmeren kan findes her.


 Har også forsøgt mig med et par stykker af bjørnen bartram. Dette er en udgave til min gode venindes datter :-) Hvis man har lyst til at hækle Bjørnen Bertram, skal man trykke her.



fredag den 9. oktober 2015

En sød lille drage

Så blev dragen langt om længe færdig. Fik jo nogle bøger med søde hækleopskrifter i, i fødseslsdagsgave sidste år. Den ene bog var fra bettemanden, så måtte jo hellere få hæklet noget mere til ham.

Gik derfor igang med at hækle en drage for noget tid siden. Da jeg så kom til armene gik jeg lidt i stå. Er bare ikke gode venner med at skulle hækle noget der er så småt og smalt. Da den derfor havde ligget i posen i et stykke tid og kigget, blev jeg enig med mig selv om, at nu skulle den altså være færdig, så jeg kunne hækle noget andet med god samvittighed :-)



Da jeg så først kom igang med den igen, så var det jo slet ikke så slemt. -Armene skulle bare lige overståes :-)

Jeg har dog valgt at lave nogle andre øjne end i opskriften, da der ifølge opskriften bare skulle være en sort prik. Derudover har jeg heller ikke sat kløer på armene, da jeg synes det blev alt for voldsomt.

Er spændt på om bettemanden får interesse for den. Den har stået halvfærdig på bordet nogle dage, og han har bestemt ikke vist stor interesse for den. Han har da lige kunnet kigge og måske lige gå lidt med den, men fhernbetjeningen som var ved siden af, ja den var altså 10 gange mere spændende ;-)

mandag den 31. august 2015

Fin lille djævlehue

Som jeg før har skrevet, så har jeg lige fået mig en lille ny niece. Da de ikke vidste hvilket køn barnet ville have, blev jeg nød til at få lavet noget der kunne bruges til begge køn, eller hurtigt kunne ændres enten til det mere piget eller til det mere drenget.

Har længe tænkt at jeg ville hækle en djævlehue, da jeg var rigtig glad for den jeg fik lavet til bettemanden. Hæklede den i samme lækre kvalitet (uld/silke). Se opslaget her. I det tidligere opslag, kan man også se hvad jeg har ændret ud fra den originale opskrift, som kan findes her. Til forskel fra den jeg lavede til bettemandn, har jeg valgt at lave en hæklet snor til at binde med i stedet for en flettet snor. Har først hæklet en lang række luftmasker, og derefter har jeg hæklet tilbage med fastmasker.

Jeg har både noget blåt og noget grønt garn liggende i denne kvalitet, så besluttede mig for at bruge det grønne, da jeg synes det er den farve der vil være sødest til begge køn.


Huen blev hæklet færdig, og så måtte vi bare vente i spænding på, hvornår baby havde tænkt sig at komme ud og hilse på. :-) Da vi fik at vide det var blevet endnu en lille niece, valgte jeg at der skulle sættes en lille blomst på huen, for at gøre den lidt mere feminin. Da blomsten var hæklet, synes jeg ligesom der manglede et eller andet, så måtte i gemmerne med perler. Her fandt jeg en lille lyserød perle, som lige gjorde det sidste ved huen :-)


Når man nu er blevet storesøster, skal man selvfølgelig også have en storesøstergave :-) Da jeg passede den store niece, mens mor og far var på sygehuset, havde jeg en lille gave med (Hama maxi stick), så da vi var på barselsbesøg kort efter, syede jeg lige en lille hurtig pose til alle pindende, så de ikke bliver væk :-) Den skulle fyldes med det samme, så den må være godkendt :-)

mandag den 20. juli 2015

Tobenet hæklede kaniner

Så er jeg også kommet med på dillen med de tobenede kaniner :-) Har kigget på dem i længe, så nu skulle det være :-)

Synes de er så søde, og så er de hurtigere at lave, end jeg lige regnede med. Når man nu ikke har så mange "hækletimer" i døgnet mere, så har det dog alligevel kun taget nogle aftener for at få lavet en.



Havde tænkt jeg ville hækle en lille blomst eller sløjfe at sætte på året ved kaninen med de lilla ben, men da jeg var færdig, synes jeg ikke det manglede, så det blev til en "standart" kanin :-)

Den lilla kanin skal gives til en søds lille pige der er kommet til verden for nogle mdr siden.

Opskriften til kaninen har jeg fundet hos bebakrea.

mandag den 23. marts 2015

Sengerand til bettemanden

Nu var bettemanden alligevel ved at være så stor at han ikke kunne være i vuggen mere, så i sidste weekend blev han rykket over i hans fine nye tremmeseng.

Sengeranden har længe ligget og ventet på at få nyt betræk på, men synes bare ikke rigtig tiden har været der, men nu skulle det være.

Jeg købte en helt hvid sengerand i IKEA for nogle år siden, da den skulle være brugt til en gave. De nåede dog at finde noget andet inden jeg fik den ombetrukket, men tænkte nok jeg skulle få brug for den en dag :-)

I sommers købte jeg noget stof jeg ikke helt vidste hvad jeg skulle bruge til, men synes bare det var så super sødt. Der var lige nok til at jeg kunne lave en sengerand, og synes bare det ville stå så flot til den sorte tremmeseng. Når seng og sengerand holdes i nogenlunde farvero, så er der bedre plads til at der sker en masse på sengetøjet :-)

Jeg fik klippet nogle lange baner, syet dem sammen så de blev godt 3,6 m og så ellers syet hver bane fast på hver sin side af sengeranden. Til sidst har jeg syet med kantebånd rundt om hele sengeranden for at få en pæn afslutning.


For at få sløjferne de helt rigtige steder, satte jeg sengeranden i sengen, og markerede hvor den skulle bindes, og så var det ellers bare så få syet sløjferne på.

Til sidst var det bare at få den på plads i sengen og ellers redt sengen så den var klar til bettemanden skulle sove. Sengen blev fint redt med det hjemmesyede sengetøj, hans dejlige nusseklud og såslangen rundt i kanten for at sengen ikke skulle virke alt for stor.


Han har sovet helt fantastisk i sin nye seng, så den må helt klart være godkendt :-)

fredag den 6. marts 2015

Gave til den sødeste lille pige

I søndags blev bettemanden allerede 6 mdr. Slet ikke til at forstå hvor tiden er blevet af :-) Vi fejrede hans halvårs fødselsdag ved at være til barnedåb hos min fætters lille pige. Kan slet ikke forstå at vores lille bandit har været lige så lille :-)

Min fætters andre børn har alle fået noget hjemmelavet tøj, så måtte jo også hellere få produceret noget til den lille ny. Det blev dog ikke til tøj i denne omgang.

Først fik jeg lavet en af de populære slanger, som jeg efterhånden har lavet virkelig mange af :-)


Derudover har jeg længe haft lyst til at lave en nusseklud med african flowers, har bare ikke lige haft en anledning til det, men den kom nu.




Havde nogle rester garn fra da jeg lavede nusseklude til min grankusines tvillinger, så det var bare med at komme igang.

Havde overvejet at der skulle lavet nogle lange ører ligesom på bettemandens, men det blev ændret til en lille blomst i stedet, så den passede til selve kluden :-)


Synes det er pænt når der er en afsluttende kant på kluden, så søgte på nettet for at få lidt inspiration, og kom frem til bobble stitch. Det sluger nu godt nok noget mere garn end jeg lige havde forestillet mig, men så er det da også afprøvet :-)


Jeg har ikke som sådan nogen opskrift, da den er støkket sammen på må og få som jeg lige synes. Hvis nogle skulle have interesse, har jeg forsøgt at beskrive nedenfor hvordan den er lavet:

Opskrift
Hoved:
Til hovedet kan opskriften fra sprutten bruges. Opskriften findes her.

Blomsten er fra bogen: Mønster hæklet af Sys Fredens

Selve kluden:
Opskriften på blomsten findes her.

Jeg har valgt at hækle sekskanterne sammen undervejs, og har fulgt fremgangsmåden som også findes på Heidi Bears blog.

Til sidst har jeg lavet en kant med bobblestich, som jeg har fundet en vejledning til lige her.

Når det hele er hæklet sammen, fyldes hovedet med pudefyld og det lukkes af. Til sidst broderes der ansigt på ligesom man synes det skal være.

torsdag den 5. februar 2015

En hurtig suttesnor

Som jeg skrev den anden dag, så er bettemanden så småt begyndt at vise interesse for sin sut, så måtte jo hellere få lavet nogle suttesnore.


Den er meget inspireret af den første suttesnor jeg lavede. Link til bilen findes under DIY.

Den er blevet ligeså godt modtaget hos bettemanden som den første blev, så på et tidspunkt skal det nok ende med at han bliver rigtige glade for sine sutter :-)

onsdag den 4. februar 2015

Kong gulerod

Så har niecen lige haft fødselsdag, og havde ellers tænkt at hun skulle have en portion hæklet legemad, men synes ikke rigtig tiden har været til at få lavet så meget, så det eneste det blev til, var denne lille gulerod.


Jeg har ikke skrevet noget opskrift ned, da den bare blev hæklet sådan lidt tilfældigt. Jeg startede med at lave 3 lm i en magisk ring, og så tog jeg ellers bare ud undervejs som jeg lige synes, for at den fik den rigtige facon. Selve toppen er bare et tilfældigt antal lm. når der var den ønskede længde lavede jeg 2 fm i hver lm hele vejen tilbage.

Selvom det kun blev til en enkelt gulerod, blev den godkendt og "spist" med det samme :-)

søndag den 18. januar 2015

Suttesnor til bettemanden

Så har jeg langt om længe fået lavet en suttesnor til bettemanden. Har længe tænkt på jeg skulle have lavet en, men han har/er ikke så vild med sutten endnu, så har ikke haft så travlt. :-)

Han er lige så stille ved at være mere glad for den, og kan holde den nogle enkelte sut i munden, så nu måtte det være på tide :-)


Opskrift:
Jeg startede med at slå 48 lm op, og hæklede derefter en omgang stangmasker rundt om luftmaske rækken. I enderne lavede jeg 5 stangmasker i hver, for at der kom en fin bue. Tilsidst har jeg lavet en omgang fastmasker hele vejen rundt. I de 3 midterste stangmasker i hver ende har jeg lavet 2 fastmasker.

Jeg har valgt at sætte clipsen og sutten fast med trykknapper, så man kan have forskellige snore at skifte imellem, uden at skulle have mange clips :-)

For at skjule trykknappen, har jeg sat en lille applikation over hver.

Opskrift til bilen har jeg fundet hos Nørkelhjørnet og hjertet er fra familie Journalen.

Suttesnoren måler ca 17 cm fra spidsen af clipsen og til start sut.

fredag den 21. november 2014

En ugle på hjul :D

Så har vi været på barselsbesøg hos min veninde og hendes kæreste, som fik en lille pige 17 dage efter vi fik vores lille Felix.

Da min veninde selv er kreativ og laver forskellige hæklede ting og sager, blev det til en lidt anderledes kreativ gave til dem. Jeg blev inspireret af et billede på nettet, men er nu også blevet meget godt tilfreds med vores resultat :-)


Uglen har jeg hæklet efter opskriften jeg har brugt til barnevognskæden. Jeg har dog valgt at lave den noget større, og derudover har jeg puttet en lille rangle indeni :-)


søndag den 9. november 2014

Små hæklede hjerter

Så har der været tid til at få hæklet en masse små 2-minutters hjerter. Der var en i en facebook gruppe jeg er medlem af, der skulle have lidt hjælp, og er altså bedst til at hjælpe hvis jeg har det i hånden. Kunne jo slet ikke stoppe med at lave hjerter da jeg først var kommet i gang :-)


Nu har jeg fået hæklet en hel stak og så må vi se hvd de skal bruges til :-)

På lørdag skal vi holde navnefest for bettemanden, så har også fået hæklet et par stykker til pynten i den helt rigtige farve ;-)


Opskriften er den same som sidst, og kan findes lige her.

torsdag den 23. oktober 2014

Lidt men godt :-)

Som jeg tidligere har skrevet, så er der ikke meget tid til mine hyggeting efter bettemanden er kommet til verden. Men lidt har også sin ret :-)

Var på barselsbesøg hos en veninde for et stykke tid siden, og hvad andet end en slange skulle der da gives i gave :-) Nu må det vidst også snart være på tide at få lavet en til vores lille Felix.


Den anden dag da jeg sad og ammede, fik jeg lagt Felix, så det lykkedes mig at have begge hænder fri + at jeg sad i nærheden af mit hækletøj. Ih hvor var det dejligt at få hæklet lidt på tæppet igen. Det blev kun til et par rækker. Men et par rækker engang imellem, så skal det nok lykkedes at blive færdig med tæppet på et tidspunkt :-)


Om godt 3 uger skal vi holde navngivningsfest for bettemanden, så skulle lige forsøge mig med nogle kyskager med anden smag. Bortset fra at jeg fik indstillet ovnen på et eller andet mærkeligt, så kagerne ikke blev ordentlige, så tror jeg de bliver super gode til den tid :-)



fredag den 10. oktober 2014

Hæklet djævlehue i rigtig størrelse :-)

Så har jeg endelig haft tid til at få hæklet en djævlehue i den rigtige størrelse. Det første forsøg kan ses i et tidligere opslag på bloggen. Denne gang havde jeg trods alt også en model at afprøve på undervejs, så nu er jeg meget godt tilfreds med størrelsen :-)


Den er hæklet i det blødeste uld/silke mix fra drops. Det var noget af alt det lækre garn jeg fik i fødselsdagsgave. Den er hæklet i dobbelt garn på nål 4,5. Jeg har dog lavet 4 omgange mere end der står i opskriften, for at den passede lidt bedre til bettemandens hoved.


Jeg synes det er en super let opskrift, og når den lige sidder i fingrene, så kører det bare derudaf :-) I forhold til de strikkede versioner (og nogle hæklede), så kommer der et fint mønster i denne model, hvilket jeg synes giver den sin helt egen charme.

Gå direkte til opskriften ved at trykke her :-)


fredag den 12. september 2014

Lidt hjerter i kærlighedens tegn

I dag er det 12 dage siden at vi fik vores lille guldklump. Al tiden går stort set med ham, så der er ikke meget tid til det kreative lige pt. Men vi hygger med den lille bettemand

I morgen skal vi til bryllup hos nogle af vores gode venner, så der skulle jo selvfølgelig laves et fint kort. På invitationen er der et hæklet 2-minutters hjerte, så synes jo det var helt oplagt at trække en sammenhæng med vores kort og gave :-)



Opskriften på hjerterne har jeg fundet på Familie journalens hjemmeside. Hjerterne er enormt hurtige at lave, så har overvejet om ikke der skal laves en stak til julen. Det kunne være noget sødt ekstra pynt på gaverne :-)

Opskriften svarer til de små hjerter på gaven. Til hjerterne på kortet har jeg lavet en ekstra omgang, da jeg synes de blev en smule for små.

torsdag den 28. august 2014

En hat på skrå

Så er der næsten gået endnu en dag hvor Blober ikke har valgt at komme ud og hilse på den store verden.

Tilgengæld har jeg fået lavet en sprutte til ham :-) Begyndte på sprutten den anden dag, og tænkte jeg nok ikke nåede at blive helt færdig, men jo det gjorde jeg så, og nu er den smidt til vask sammen med alt det andet hæklet jeg har lavet :-)


Han bliver snart nød til at melde sin ankomst, så jeg ikke hele tiden kommer på nye ting jeg også lige kan nå at få lavet :-)

Hmm og ellers skulle jeg måske bare få pakket den taske til sygehuset, og ellers bare virkelig få slappet af. Kan godt mærke at energien ikke er helt på toppen mere..


Lige som sidste sprutte jeg lavede, har jeg også kun til denne lavet benene med 55 lm. Original opskriften kan findes her.

Har lavet en opskrift til hvordan hatten er lavet:

Forkortelser:
fm = Fastmaske

Hatten:

  1. 5 fm i magisk ring = 5 fm
  2. 2 fm i hver fm = 10 fm
  3. 2 fm i hver 2. fm = 15 fm
  4. 2 fm i hver 3 fm = 20 fm
  5. 2 fm i hver 4 fm = 25 fm
  6. 1 fm i hver fm = 25 fm
  7. 1 fm i hver fm = 25 fm
  8. 1 fm i hver fm = 25 fm (Denne række har jeg valgt at lave en anden farve)
  9. 2 fm i hver fm = 50 fm
  10. 2 fm i hver 10 fm = 55 fm

Montering:
Der kommes fyld i hatten og den hæftes godt fast til sprutten.